Aldrig færdig – altid på vej

Udgivet af KirstenMoeldrup

Sådan skrev min gamle formningslærer i min poesibog da jeg gik i 6 klasse. Sætningen er ofte dukket frem af min erindring – både når jeg resignere og tænker: Ja sådan er det, der er altid lidt mere at gøre, men nu kan det være nok. Men også når jeg er i gang med kreative processer og tænker: Ja sådan er det, jeg må blive ved. Sætningen sætter mig i kontakt med min viden om at jeg har en vilje og et ansvar for at træffe valg. Med mit liv ved jeg at lige meget hvor mange valg jeg træffer, lige meget hvor meget udviklingsarbejde jeg deltager i så er jeg aldrig færdig – altid på vej.

Jeg vil fortælle en billedhistorie. 

En efterårsdag for snart to år siden gik jeg en tur langs vandet, tæt på mit hjem. Jeg blev optaget af en fin lyserød/orange lysstribe som den nedadgående sol efterlod på himlen og tænkte: Den vil jeg maleog jeg tog et foto. I samme moment blev jeg optaget af en neonfarvet bøje, der lå i vandet og tænkte igen: Den vil jeg male og jeg tog et foto. Trangen til at male det smukke og det lidt absurde gentog sig da jeg så en neonfarvet redningspost og markeringsflag, som en fisker havde sat op ved sine garn. Det hele blev fotograferet.

Så gik der vel et år, og jeg købte tre små lærreder for at male historien.

Det var længe siden jeg sidst havde malet, og jeg havde aldrig malet himmel og hav, og havde desuden ikke megen erfaring i akryl-maling, men det gik ret hurtigt med at lave en kultreg på lærederne.

Der kom farve på og noget eller meget var helt forkert Horisonten havde hældning. Billedet var totalt centreret. Himmel og hav var……….

Jeg rettede op, jeg fortsatte i det halv naturalistiske spor og gav op. Satte en søger på og tænkte: Lidt godt er der vel i dem, kan jeg ikke beskærer det lidt. Jeg må ha’ det neonfarvede frem. Jeg rev i neonfarvet papir, klippede og klistrede. Jeg ka’ da ikke bare smide dem ud.

Så hang billederne der og kiggede tilbage på mig og jeg glædede mig over at jeg i foråret 2018, skulle på male-kursus. Billederne var kedelige, men jeg begyndte at holde af dem.

Malekurset var godt, lærerens kritik var: Du havde en forestilling om hvordan de skulle se ud allerede da du startede, det spænder ben for dig.

Så gav jeg slip og gav den armen med neonfarvet spraymaling.

De kom op at hænge til ferniseringen på male kurset. Tilbagemeldingen fra en gæst ved ferniseringen lød: Det er rodet og det havde hun ret i.

Lærrederne blev lagt til side.Jeg må hellere male dem helt over, tænkte jeg. 

Det har jeg næste gjort.

Mine 3 billeder af solnedgang og neonrøde genstande i og ved havet er fortsat undervejs, og hovedet er fortsat fyldt med tanker:

Skal solens stråler bearbejdes?

Hvad er nu op og hvad er ned?

På et tidspunkt må beslutningen tages: Jeg er færdig.

Skal konturerne af de neonrøde genstande trækkes os.

Jeg tror, jeg vil vide når billederne er færdige. Men tiden er endnu ikke moden, og sådan er det også med en række forhold i livet. Det tager tid.

Med de terapeutiske processer bliver vi aldrig færdige.

Med vores eget formgivningsværk af os selv er vi: Aldrig færdige – altid på vej.


Kategorier: kurser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *